TINE EMILIE SVENDSEN
Allergi havde aldrig været en del af mit liv, før jeg for nogle år tilbage pludseligt oplevede daglige gener i form af løbende øjne, tilstoppet svælg, utallige nys, knopper i hele ansigtet og nældefeber. Mit virke som makeupartist havde eksponeret mig for så meget skadelig kemi, at jeg desværre udviklede hudallergi.
Uden nogen former for medfødt allergi havde jeg ikke den fjerneste idé om, hvad det kom til at betyde for mit velvære. Allergien udfordrede mig på mange måder, men den blev også min motivation for selv at gøre noget ved problemet.
Jeg elsker mit arbejde – at udleve min kreativitet gennem makeup. Men for mig er det virkelig vigtigt, at drømmen om skønhed ikke bliver ensbetydende med at gøre skade på egen krop. Da jeg fik konstateret hudallergi, blev jeg rådet til at bruge økologisk mineral makeup, men det skulle vise sig, at være noget nær umuligt at finde. Jeg vendte og drejede hvert eneste nye produkt i håbet om at falde over noget, jeg kunne tåle.
Desværre var min oplevelse, at ingredienslister og produktbeskrivelser var fuldstændig ugennemskuelige. Det var noget nær umuligt at blive klar over, hvor rene produkterne egentlig var.
Jeg indså hen ad vejen, at der simpelthen manglede et brand, der var 100 % transparent, ufarligt og forståeligt for forbrugeren. Det har jeg, sammen med Tanja, skabt i form af Miild.
Allergi har altid været et vilkår for mig. Jeg er multiallergiker og lider af atopisk eksem. Lige så længe jeg kan huske, har gener som kløende øjne, nældefeber og nys, været en del af min dagligdag. Desværre blev mine allergiske reaktioner kun værre med alderen, og med en spirende interesse for makeup, blev det meget hurtigt nødvendigt med vejledning for at være mest mulig nænsom ved mig selv og min krop.
Interessen for skønhed og makeup fortog sig ikke, tværtimod blomstrerede den, og på trods af utallige skeptiske læger, venner og familiemedlemmer var jeg ligeglad; jeg ville forfølge min drøm og påbegyndte uddannelsen som makeupartist.
Desværre kunne jeg hurtigt konstatere, at skeptikerne havde ret. Det fik markante konsekvenser for min allergi, der blev så alvorlig, at jeg måtte medicineres hver dag, og mere eller mindre vinke farvel til mit sociale liv ud over uddannelsen. Når dagen var omme, var al energi og overskud forduftet. Da var jeg ikke længere ligeglad – allergien styrede mit liv, og det ville jeg ikke acceptere. Derfor besluttede jeg, sammen med Tine, at tage sagen i egen hånd.
Siden første gang jeg prøvede makeup, har jeg savnet et brand som Miild. Som makeupartist har jeg mødt mange medallergikere, der ligesom Tine og jeg, har længtes efter et trygt alternativ. Miild er skabt til alle os, der ønsker muligheden for at vælge det rene, naturlige alternativ. Til jer der lider af allergi og jer, der ønsker at mindske risikoen for at udvikle den.